Workshop for gravide

Sanselig fødselsforberedelse med krop og nærvær

Vær med til at gå i dybden omkring den fysiske og følelsesmæssige begivenhed, du gennemgår i graviditeten og under fødslen.
På disse 2 mandag aftener, af 3 timer, vil du lære, hvad du har brug for om at bruge din krop og dit åndedræt bevidst under fødslen og du vil rejse ind i din egen styrke, indre visdom og intuition ved hjælp af guidede trommerejser.
Hver mødegang består af en times bevægelsessekvens med rolig yoga og åndedrætsteknikker relateret til graviditet og fødsel. Dernæst en guidet trommerejse på ca. 20 min med efterfølgende deling og reflektion.
Åndedrætsteknikkerne lærer dig at bevare roen under veerne, så du har et fokus der virker både smertelindrende og beroligende. Du kan bruge åndedrættet uanset, hvilke andre former for smertelindringsstrategier du ønsker at benytte dig af. Åndedrættet har du altid med dig.
En trommerejse er som en dyb nærværsøvelse. Trommens lyd og vibrationer giver dig mulighed for at opnå en meditativ tilstand og en dybere kontakt til din indre intuition og visdom.
Med kærligt nærvær bliver du klædt på til rejsen og sætter en intention i et trygt rum, hvor du i tillid kan give dig hen til trommens rytme. Du vil måske opleve indre billeder og møder på din rejse. Du kan opleve sansninger eller kropslige fornemmelser og måske føle at du “vækkes” kropsligt og mentalt. Eller også vil du bare nyde at falde til ro til trommens beroligende rytme, som et kærkomment pusterum til dig og barnet i maven. Alle oplevelser er lige velkomne.
Vi slutter af med at skabe jordforbindelse samt en kop the og der vil være tid til fælles refleksion og spørgsmål, samt hjælp til at forstå rejsen og den kraft og vejledning, du eventuelt møder.
Medbring: Skriveblok, papir og blødt tøj du kan bevæge dig i.
Forløbet er for dig der skal føde for første gang og dig der har født tidligere og ønsker et nærværende rum, hvor du kan give opmærksomhed til det spirende nye liv inden i dig. Du kan naturligvis tilmelde dig uanset, hvor du har valgt at føde.

Åndedrættet er din største energikilde. Intet åndedræt – intet liv.

På de 2 workshopdage lærer du om:

Åndedræt for livet og graviditeten:

  • Bliv bevidst om dine åndedrætsvaner.
  • Forstår den mest hensigtsmæssige åndedrætsfunktion .
  • Få praktiske øvelser der skaber plads til åndedrættet i din gravide krop.

Åndedrættet til fødslen:

  •   Du lærer åndedrætsteknikker til fødslen.
  •   Du får helt styr på, hvordan du skal bruge åndedrættet og din krop under fødslen.
  •   Du lærer at bevare roen, så du undgår panik.

Du får også:

Guidede visualiserings- og sanserejser med en nordisk tromme. Visualiseringsrejserne hjælper dig med at komme i kontakt med dine indre ønsker og behov. De hjælper dig med at indstille dig til fødslen og skabe forbindelse til barnet i livmoderen.

Når du føler dig helt tryg, vil du føle dig mere rolig og det er lettere at give efter for fødekræfterne. Dermed arbejder veerne bedre for dig og du kommer godt fra start med din lille nye familie.

Om dine undervisere:

Både Heidi og Kristine arbejder aktivt som jordemødre på fødegangen. Du får altså samtidig del i vores fælles erfaring, der kan hjælpe dig til en tryg fødselsoplevelse.

Heidi Hajslund:

Jordemoder, facilitator for kvindecirkler, udd. stresscoach. Jeg brænder for at guide og støtte kvinder i alle overgange og livsfaser. Jeg har dybe rødder i den nordiske natur, som vækker mine sanser og hjælper mig til at komme helt til stede i nuet.

Kristine Wellendorf:

Jordemoder, bevægelsesunderviser og pranayama yogalærer (yogisk åndedrætsvisdom). Jeg har en kæmpe passion for graviditet og fødsel og har undervist i fødselsforeberedelse siden 2012.  Åndedrættet har hjulpet mig rigtig meget i mit eget liv og jeg ved hvilken forskel fokus på åndedrættet, kan gøre for dig som fødende under fødslen.

Du er meget velkommen til at skrive på: mail@kristinewellendorf.com, hvis du har spørgsmål i forbindelse med kurset.

Vi glæder os meget til at se dig og holde dig i hånden på rejsen.

Kærlig Hilsen Heidi og Kristine